Slægtsforskningen omkring Elses morfar Jørgen Møller, Ølkusk i Frederikssund var omgivet af
formodninger om en tilknytning til "Marielystgården" i Gladsakse, samt at han skulle stamme fra
Store Magleby på Amager. Endvidere skulle der findes grave i Gladsakse. Det første tip jeg fik var
under et besøg på Dyrskuet i Skalborg, hvor en stand for slægtsgårde var i besiddelse af
medlemsblade. Af ren interesse fik jeg et antal med mig, og fandt til min store glæde en anmeldelse
af en bog skrevet af forfatteren Asger Møller, Bygaden 41, 4983 Dannemare, Lolland. Jeg tilskrev
ham 11.juli 1989 og fik svar en måned senere, hvor han kunne bekræfte forbindelsen til "Marielyst".
Else kunne også huske en tante Alvine, skoven i Hornsherred, og søskendebørn, malermesterens
Hjalmar og Aage Sommer. Desuden kunne vi henvise til en bog fra 1987 skrevet af den navnkundige
pastor Ivan P. E. Mathiesens erindringer om "En særpræget præstegerning" ved Gladsakse kirke, som
Elses bror Poul sendte os tilligemed udklip fra Søborg Lokalavis, der omtaler "Marielyst" og
"Buddinge ridende korps" oprettet af 2. generation på gården Niels Møller.
De næste oplysninger om Mølleslægten fra Aabel, det tidligere Holsten, kom frem da graveren viste
os de gamle gravminder, som er bevaret på Gladsakse kirkegård. Det er de ældste grave på
kirkegården og meget velholdte. Jeg tog en fotoserie af ialt fire grave, men den der i første række
interesserede os, var mindet om Brændevinsbrænder Jørgen Møller, hvis historie vi kommer tilbage
til. Men jeg citerer her indskriften på en smuk granitsten hvorpå der øverst er anbragt en
kanolkugle:
"Denne grav gjemmer støvet af Jørgen Møller. Leutenant ved Københavns Brandkorps Borger og
Brændevinsbrænder i København samt Dannebrogsmand. Født 3. juni 1770 i AABEL i HOLSTEEN død
12.september 1835 på sin gård "Marielyst" på Buddinge mark.
Ved ærlig færd vandt han velerværdighed Lykke og Kærlighed.
Fred være hans Støv.
Dette gravminde satte hans sørgende enke børn og svigerbørn".
Ved foden af stenen over Jørgen Møller var anbragt en lille ny sten kun med navnet: Poul Møller død
1980.
En anden gravsten er sat over hans søn Niels Møller som fortsatte på "Marielyst" og hans hustru
Helga Møller født Sivertsen.
Endvidere en sten over næste generation Montebello Møller og hustru Hermine Møller. På samme sten
er anført Anine Rahn født Møller og endelig på den fjerde sten: Helga Jensen født Møller. Hvordan
forbindelsen er med følgende generationer kunne forfatteren Asger Møller give oplysning om, ikke
mindst i sin bog: "Min navnkundige Oldefar Løjtmant v. Buddinge."
På hjemvejen fra et Højskoleophold på "Jaruplund" syd for Flensborg i august 1988 besøgte jeg
Landsarkivet i Åbenrå, og det lykkedes mig og Else at finde oplysninger som kunne være rigtige. Men
det endelige bevis for de første notaters rigtighed fik jeg først ved et nyt besøg på arkivet i
aug. 1992 efter et ophold på "Danebod" Højskole ved Fynshav, Als. Ved at studere gamle kort og
sammenligne med nyere fandt jeg ud af, at det lille sted Aabel hvor åerne i området i tidligere tid
havde givet vand til en Vandmølle, nu hed Aabøl og lå i Tislund Sogn med kirken, hvor Elses
forfædre blev døbt. Kirkebøgerne gik tilbage til omkring 1700, men disse år og tidligere var
desværre brændt under et ildløs i præstegården. Derfor er der kun bevis for Niels Møllers børn fra
1723.