Maren Hansine er en meget spændende person, og den længstlevende af børnene på Oksemosegård.
Signe, som hun blev kaldt, blev konfirmeret 2. maj 1886 af Pastor Boye i Aarby kirke. Hun fortæller
selv (avisudklip) at der var nok at bestille for os alle på Oxemosegården. Vi blev tidligt sat i
arbejde både ude og inde.
Efter konfirmationen blev hun som den eneste pige i søskendeflokken uddannet til mejerist i
Esbjerg. Hun blev mejerske og blev mejeribestyrer på Serslev Mejeri på Kalundborgegnen.
Inden da arbejdede hun på Aagaard mejeri mellem Kolding og Vejle. Og her lærte hun en ung mejerist
at kende, Jens Jensen.
De blev gift 24. juni 1898 i Aarby kirke. En tid boede de i Fredericia, fordi Jens fik stilling som
konduktør ved jernbanen. Derfra flyttede de til Kalundborg.
Jens døde i 1902 ved en ulykke. De havde ingen børn. Signe fik kr. 220,- i pension om året, og
åbnede en forretning med vask og strygning på Sct. Jørgensbjerg, (en lille butik i stuen).
Signe var husbestyrerinde hos Dr. Vilstrup til maj 1912. Boede flere steder i Kalundborg, Ubby,
hvor hun handlede med huse, og fra 1941 sine sidste 24 år i Aarby.
Signe var faster til Johannes Hansen (også født på Oxemosegaard) og han fortæller i december 1985 i
brev til Erik Freiesleben:
"Signe var i ungdommen en meget anvendt amatørskuespiller, dertil en køn, livlig og slagfærdig
pige. Hendes beundrere var mange. Hunhavde en håndfast måde at holde dem fra livet på. En aften
efter en fest i byen skulle Signe følges hjem af en pågående kavaler. Fra byen til gården gik en
skolesti, og på et stykke løb den langs en dyb, temmelig stejl skrænt. Og da parret nåede hertil,
fik karlen et kraftigt skub, aå han tumlede ud over skråningen, hvorefter Signe satte i løb mod
gården.
Signe var den eneste af Søren Hansen og Ane Marie Freiesleben's piger, der fik en egentlig
erhvervsuddannelse, idet hun var mejeriuddannet og blev mejerske og mejeribestyrer. Engang i en
plads gjorde en mejerist uønskede tilnærmelser, hvorefter hun med et uventet snuptag vippede ham op
i flødekarret!
Faster Signes ægteskab varede kun kort, idet hendes mand, der var ansat ved DSB omkom under sit
arbejde mellem Kalundborg og Slagelse. Han snuplede på de isbelagte trinbrætter en vinterdag.
Dengang gik konduktøren uden på de gamle kupévogne.
Signe startede nu fransk vask og strygning for at supplere den lille pension fra DSB. Forretningen
gik strålende, men efter nogle år opgav hun den for at blive husholderske for læge Vilstrup i
Kalundborg. Hun fratrådte maj 1912 og afslog et ægteskabstilbud fra lægen.
Derefter blev det til et mangeårigt ophold som husholderske hos gårdejer Søren O. Sørensen i
Badstrup. Søren var sognerådsformand og Signe fungerede som kommuneassistent og fik betydelig
indsigt i den tids primitive administration. Og i Sørens hyppige fravær i embeds medfør som
skatterådsformand, overvågede hun bedriften.
Faster kom nu hyppigt på Oxemosegård, og jeg husker en sommeraften hun var på visit sammen med sn
foxterrier, "Nops". Hunden var legesyg og løb villigt efter, når man kastede genstande. Ved gårdens
indkørsel var en grøft, som aftog spildevadet fra huset. Denne grøft var en bred, stinkende pøl, og
det varede ikke længe, før mine pinde røg herud, efterfulgt af "Nops" med et plask. Hunden osede nu
fælt, og hvad der overgik mig, har jeg ingen erindring om!
"Nops" måtte igennem en større renselses-operation. Men faster's sympati for mig kunne nu være på
et meget lille sted. Jeg kom dog senere i kridthuset hos hende, antagelig fordi jeg i Søren
Hansen's sidste leveår delte soveværelse med ham, hvad der ikke altid var behageligt, da han led af
en voldsom hoste, og jeg troede mange gange, at nu var han kvalt i hosten.
Efter mange år i Bastrup fratrådte Signe og købte nu hus. Husker ikke hvor. Hun handlede nu med
huse, og ejede hus så fjernt som i Ubby. Det blev dog til sidst til fast bopæl i fødebyen Aarby.
Huset ligger ved den gamle mødding ved Søren Jensen og Rikke Freieslebens gård. Denne beliggenhed
gav frodigt liv i haven!
Det blev til mange besøg fra os i Kirke Helsinge, og det blev altid festligt. Der var øl og snaps
på bordet, og der blev spillet kort. Til genboen Katrine, havde Signe et noget specielt forhold.
Deres samvær formede sig som et fyrværkeri af vittigheder og gensidige nedskæringer til stor
morskab for det øvrige selskab. Katrine var Signe til stor støtte i de sidste vanskelige år i
huset.
Faster tillagde sig med årene et barsk væsen. Hun kunne modtage gæster med et: "Hvad vil I - hvad
vil du"? En velkomst som dog aldrig er blevet mig til dels.
Engang opstod en brand i nabogården, og hun alarmerede brandvæsnet og løb så gennem byen, let
påklædt og råbende: "Brand, brand". Branden lagde 3 gårde øde. Hun tænkte klart og direkte. Engang
fandt man ud af, at pensionen var for lille og tildelte hende et mindre beløb i folkepension, som
hun nægtede at modtage. Var pensionen for lille, kunne den vel bare hæves, "jeg klarer mig i øvrigt
godt, som den er", og derved blev det.
Signe ramtes af en hjerneblødning, men kom dog hjem igen, og sad i sin stol og røg mange cigarer.
Og brændte kakkelovnsilden for dovent, fik den et ordentligt stænk af petroleumsdunken. Hun blev
slemt forbrændt. En hjerneblødning ramte hende igen, og hun mistede talens brug og lammedes totalt.
De sidste par år tilbragtes på plejehjem.
Faster efterlod en, efter hendes forhold, betydelig formue, dannet ved sparsommelig levemåde og
heldige økonomiske dispositioner".